I 2019 købte vi det nedlagte isværk på Tejn Havn. Vi overtog bygningen, som den stod da den lukkede for produktionen i 2017 og der forestod et stort arbejde med transformationen til en bygning der skulle indeholde både en café, isproduktion og et sted for formidling af havmiljøet og ønsket om at forbedre det. Med ISVÆRKET ønsker vi at bidrage til en fornyet identitet til og fortælling om Tejn havn. Den gennemgribende renovering er udført med respekt for stedets historie, og bygningen er fortsat et vartegn i byen og vidner om havnens storhedstid. Den bygning der før stod helt lukket, er nu åbnet, og solens stråler rammer stedet fra tidlig morgen til solnedgang. De besøgende er ikke i tvivl om, at de befinder sig i en industribygning, hvor formsprog og æstetik er bevaret således at historien om Tejns fiske- og industrihavn er bevaret og nyfortolket. Ved sin centrale placering og synlighed er den et vartegn for havnen, der har bevaret sit arkitektoniske og funktionelle udtryk. Bygningen er i enkelte nye elementer inspireret af det maritime miljø.